Tror jeg er lidt halv stresset for tiden.. Mit temperament er langt mere spydigt end det plejer, og det er i forvejen er ret stort. Bliver konstant vred over de mindste ting og kan finde på at bryde ud i hysterisk gråd uden nogen specifik grund. Det er helt mærkeligt.. Tror også at de problemer mig og Alex har haft har påvirket mig helt enormt. Jeg er rigtig glad for ham selvfølgelig, men desværre er det altid sådan, at det negative dominere ens humør langt mere end det positive. Og det der skete sidste weekend har fuckket mig helt op.

Mig og Alexander blev uvenner over et eller andet latterligt da vi stod i århus og ventede på bussen. Vi havde kørt 5 timer i tog og var ret trætte, men var på vej til fest. Hele festen igennem ignorerede vi hinanden og vi snakkede kun når han ville nasse smøger af mig. Da vi så kommer hjem efter nogle få timer går det bare helt amok. han bliver fucking vred og råber af mig og alt muligt sker. Jeg får et angst anfald fordi han har været meget truende i sit kropssprog, så jeg lå først på gulvet før han bar mig op i sengen, og skrev og græd og kunne ikke trække vejret. Jeg har ikke haft et anfald i 2 år så det slog mig rimelig meget ud. Da jeg så faldt lidt til ro efter et godt stykke tid, ville Alex skændes igen. Da jeg ikke ville skændes mere og bare sove, fordi det anfald have drænet alle mine kræfter, gik han amok. Han begyndte at smide rundt med sine ting, askebærer og glas. Han hev mig op af sengen og bad mig skride ned og sove i gæsteværelset. Så det gjorde jeg. Derfra kunne jeg høre hvordan han skrev af sin mor og bror, smed med sit tv, trommesæt, dvd'er, cd'er, tallerkener, glas og hvad han ellers kunne finde. ALT blev smadret. Hans mor kom ned til mig og spurgte mig hvilket stoffer jeg havde givet ham.... Da jeg sagde at jeg ikke tog stoffer selv og så derfor ville have rimelig svært ved at ha' givet ham nogle, gik hun igen. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at få ham til at slappe af, men jo mere hun snakkede til ham jo mere aggressiv blev han. Hun gik så ned til mig igen og sagde at jeg skulle gå op og snakke med ham og få styr på det, og at jeg ikke skulle lade mine problemer gå ud over dem.. MINE problemer?!?! MEN, jeg gik så op til ham for at prøve at snakke det ud, men istedet fik jeg stukket alle mine ting i hænderne og blev bedt om at skride. Så det måtte jeg jo gøre. Jeg tog mine ting og begyndte at gå. Da jeg kom ud åbnede han vinduet og råbte til mig at han ville tage en taxa ind til byen og om jeg ville med. Jeg råbte NEJ tilbage til ham, eftersom jeg jo var rimelig fucking vred på ham og de ting han havde gjort, han svarede tilbage at det var han sgu også ret glad for at jeg ikke ville. Jeg begyndte, grædende, at gå og ti minutter efter ser jeg Alexander køre forbi mig i taxa. Kæft jeg var ødelagt. Han bor på en gård på landet, så det tog mig tre timer at komme derud. Så jeg var ved det nærmeste busstoppested kl. halv 6 om morgenen. Jeg satte mig ned ved bussen med meget meget ømme skuldre fra den tunge sportstaske jeg havde slæbt rundt på. Da der endelig kommer en bil, og der er 2 timer til bussen begynder at køre, tænker jeg fuck det, og stikker tomlen i vejret. Bilen stopper så, til min store overraskelse 10 meter længere fremme og en havne arbejder samler mig op og køre mig ind til byen.
Jeg skriver en sms til Alex og siger at jeg tager hjem til helsingør nu og at han måtte have det godt. Han svare at han ikke ville have at jeg tager afsted, så vi skriver lidt og bliver enige om at mødes. Vi snakkede længe og fandt nogenlunde ud af det, men jeg insisterede, trods hans protester, på at tage hjem eftersom jeg slet ikke kunne overskue eller håndtere den situation jeg stod i.


Vi har fundet ud af det hele og har det godt og er glade sammen osv. men den oplevelse har virkelig sat sine præg på mig. det stresser mig helt enormt at der skal være drama  og ubehag. Og det anfald også.. Nu var det lige stoppet.. Jeg er også meget mindre social end jeg plejer at være. Har det bedst med at sidde derhjemme og stene film, æde popcorn og drikke faxe og hygge med kæresten. Det bliver hurtigt for meget når jeg har mange mennesker omkring mig. det irritere mig lidt eftersom jeg elsker mine venner og gerne vil være sammen med dem alle sammen hver dag. Men det kan jeg bare ikke overskue lige for tiden. Hvad satan sker der.