Jeg kan mærke hvordan jeg har forandret mig. Hvordan jeg er blevet mere socialt akavet. Hvordan jeg i flere og flere situationer ikke ved hvad jeg skal sige.
Jeg har så svært ved at være alene med andre efterhånden. Ikke at det er ubehageligt, men jeg er blevet så dårlig til at svare eller starte en samtale. Jeg plejede at være så god til det og nu er jeg den der starter den akavede stemning. Jeg ved virkelig ikke hvad der har gjort det, men mit første gæt er at det var da jeg mistede Fussy. Det var lige efter der det startede. Alt begyndte at føltes ligegyldigt, bla. når andre snakkede til mig så jeg stoppede bare med at svare egentlig.. Og jeg blev træt i hovedet når folk prøvede at starte samtaler med mig. De snakkede for længe om ting jeg ikke gad høre om. Kedelige folk jeg ikke elskede med alle deres simple, ligegyldige problemer og historier. Og når man kun har en tanke der køre på repeat i hovedet er det svært at snakke om noget andet. 
Og hvorfor overhoved svare når folk aldrig lytter alligevel. Afbryder, er fraværende, siger dumme ting som 'det kender jeg godt' eller 'sådan har jeg det også'. Ikke en skid. Du har ingen anelse om hvad jeg snakker om. Du tror du ved hvad jeg mener eller hvordan jeg har det. Folk fyre så meget lort af for at være en del af en samtale, eller for lige at understrege at de har problemer de vil havejeg skal lytte på. Men jeg gider ikke lytte. Jeg gider ikke snakke. Jeg vil bare gøre ligegyldige og useriøse  ting. Ting der ikke skal tænkes over eller ting jeg skal tage stilling til.  Jeg orker det simpelthen ikke.
Så i takt med at jeg blev mere kold og ligeglad blev jeg også mere socialt handikappet, og det kan jeg mærke nu hvor jeg ikke så lige så død indeni mere.